Hedder det nu ‘past’ eller ‘passed’?
Jeg tror, at alle danskere, der fra tid til anden skriver engelske tekster, er stødt på homonymerne ‘Past‘ og ‘Passed‘ – to ord, der lyder ens, når man siger dem højt. Men som det fremgår, staves de forskelligt, og det er der en god grund til.
Der er tale om to ord, der i sproglig forstand begge hører hjemme i fortiden. Det kan være medvirkende årsag til, at man kommer i tvivl om, hvorvidt man skal bruge det ene eller det andet.
Den korte version er, at det ene – ‘passed’ – bruges som verbum (udsagnsord), mens det andet – ‘past’ – bruges som både substantiv (navneord), som adjektiv (tillægsord) og faktisk også som præposition (forholdsord).
Men lad os starte med det letteste.
Skab bevægelse med ‘passed‘
Ordet ‘passed‘ er datid af verbet (udsagnsordet) ‘to pass‘ – altså at bevæge sig forbi noget eller nogen. På dansk siger vi jo også, at ‘passere‘ nogen eller noget. Det kan både være ‘at passere’ noget helt bogstavligt eller i overført betydning. Så længe det bare har noget med ‘en bevægelse‘ at gøre. Her et par eksempler:
He passed me on the street the other day
A bus just passed five minutes ago
She passed her exams in excellent style
Her kan du se ‘passed‘ brugt som udsagnordene ‘passerede‘, ‘skete‘ og ‘bestod‘ – alle i datid.
Brug ‘past‘, når du taler om fortiden eller en placering
Når ‘past‘ dukker op i en sætning, er det som regel noget med fortiden – ‘in the past‘. Nu er der ikke noget der bevæger sig længere. Nu er det bare ‘et tidspunkt‘ (navneord) i fortiden – en ting/genstand.
Once upon a time in the past.
It all happened in the past.
She lives in the past.
‘The past‘ er her et navneord (i bestemt entalsform). Men skal man beskrive et navneord, for eksempel en bil, så bruger man et tillægsord (adjektiv). En bil kan være grøn/gul/køn/lille/gammel/skrotværdig/elektrisk/bulet osv.
Her kan ‘past‘ faktisk også bruges.
‘Past‘ som beskrivende tillægsord
De danske tillægsord ‘forrige‘, ‘tidligere‘ eller ‘forhenværende‘ kan nemlig også oversættes med ‘past‘. Tjek disse eksempler:
Lars Løkke Rasmussen is the past Prime Minister of Denmark.
This past month has been so incredibly busy.
Lad os samle op:
‘Passed‘ er altså et udsagnsord, der beskriver en bevægelse i datid (vi ‘passerede‘ noget eller nogen).
‘Past‘ er et navneord (the past = fortiden) eller et tillægsord, som beskriver et navneord.
‘Past‘ som forholdsord
Nåja, så var der dét med ‘past‘ som forholdsord (præposition). Det siger næsten sig selv i ordet ‘forholdsord’, at det her står i ‘forhold’ til noget andet. Her er et par eksempler:
Our current Director is long past the age of retirement.
It is way past your bedtime.
Sagt med andre ord, så er det længe siden noget burde have sket – altså ‘i forhold til‘ den aktuelle status.
Kort version: brug ‘Passed‘, når det handler om bevægelse. ‘Past‘ til alt andet!
Ifølge det internationale magasin Forbes (2013) signalerer godt sprog: ’Attention to detail’, ’Critical thinking’ og ’Intellectual aptitude’. Omvendt sjusker man med sproget, kan det ifølge Forbes være en karrierebremse og resultere i svigtende indtægt for en virksomhed.