Hvad betyder i.e og e.g. på engelsk?
Danskerne er generelt ret gode til engelsk. Men én af de ting, jeg som kommunikationskonsulent ofte lægger mærke til, er, at vi roder lidt rundt i forkortelser og deres egentlige betydninger.
Det gælder blandt andet forkortelserne ‘i.e.‘ og ‘e.g.‘, der er nært beslægtede – men dog alligevel ret forskellige. Begge forkortelser bruges, når du du har behov for at uddybe og/eller eksemplificere noget, du lige har sagt.
Begge forkortelser stammer fra latin:
E.g. – ‘Exempli Gratia‘, som kan oversættes til ‘for example‘ eller ‘such as‘.
I.e. – ‘Id est‘, som oversættes til ‘namely‘ eller ‘that is‘.
Den første – e.g. – bruges, når du vil give et par eksempler blandt flere muligheder.
Den anden – i.e. – når du vil give de (alle) eksempler, der findes.
Sagt på en anden måde – ‘e.g.‘ henviser til nogle af de eksempler, der findes, mens ‘i.e.‘ er en udtømt liste af ting – altså alle de eksempler, der findes.
Lad os få et par sætninger:
– She had all sorts of fruit in her basket, e.g. oranges, apples, and bananas.
– He only knew a few football legends, i.e. David Beckham, Ryan Giggs and Peter Schmeichel.
I det første eksempel har en kvinde flere frugter i indkøbsnettet – blandt andet (men ikke udelukkende): appelsiner, æbler og bananer.
I den anden sætning kender kender vores ven tilsyneladende kun tre fodboldlegender (og kun de tre). Sat lidt på spidsen kan den sidste sætning også betyde, at der rent faktisk kun findes tre fodboldlegender i verden; David, Ryan og Peter.
E.g. skal altså bruges, når du vil vise nogle mulige eksempler, mens i.e. indikerer en udtømt liste. Begge kan dog godt bruges i sætninger med blot ét eksempel:
– The African savanna were full of herbivores, e.g. antelopes.
– He was killed by the no. 1 predator on Svalbard, i.e. a polar bear.
Der gælder dog det samme. I første sætning er der flere forskellige dyr. I sætning to er der kun det ene.
Så har du styr på det!
Forkert brug af forkortelserne i.e. og e.g.
Hvor det første er nogenlunde klart, så er der et par detaljer mere, du bør huske, når du vælger at bruge henholdsvis e.g. og i.e.
For begge forkortelser gælder, at de bruges til lister/opremsninger af eksempler på noget, du allerede har etableret. Derfor kan og bør man ikke bare frit oversætte alle de steder, man på dansk har skrevet ‘for eksempel‘, til ‘e.g.‘ og ‘i.e.‘.
Nedenstående oversættelse du’r ikke:
– Man kan for eksempel benytte sine græskarkerner i sin müsli eller som fuglefoder.
Til:
– You can for e.g. use your pumpkin seeds in your granola or as bird feed.
Det sidste eksempel viser enhver indfødt engelsktalende, at du er dansker, og at du ikke har styr på dine forkortelser. Den engelske oversættelse kunne i stedet lyde således:
– You can use your pumpkin seeds in many ways, for example, in your granola or as bird feed.
– You can use your pumpkin seeds in many ways, e.g. as part of your granola or as bird feed.
– You can use your pumpkin seeds in two ways, i.e. as part of your granola or as bird feed.
Nogle foretrækker at sætte de listede eksempler i en parentes. Det er også tilladt:
– You can use your pumpkin seeds in many ways (e.g. part of granola or as bird feed).
Men husk, at i.e. og e.g. bruges til opremsninger af noget, du allerede har etableret i en foregående sætning, men som du ønsker at uddybe eller give eksempler på.
Husk også, at vendingerne ‘for example‘, ‘for instance‘, og ‘such as‘ ofte er fuldgode erstatninger, når du er i tvivl.
– I often use abbreviations, such as i.e. and e.g.
– I often struggle with abbreviations, for example i.e. and e.g.
– You could, for instance, include e.g. and i.e. to the list of abbreviations.
Pas på med at bruge ‘like’
På amerikansk-engelsk hører man ofte ordet ‘like‘ brugt. Pas lidt på med det. På britisk-engelsk betyder ordet ikke 100% det samme. Her opfattes det mere som ‘ligesom‘ og ikke som et faktisk eksempel.
– I saw many famous people, like Samuel L. Jackson and Scarlett Johansson, when I visited New York.
Her får du faktisk sagt, at du har set kendte mennesker, der ligner – men ikke er – Jackson og Johansson. Bruger du ‘such as‘ i stedet, så har du rent faktisk set blandt andre Jackson og Johansson.
Har du spørgsmål til brugen af i.e. og e.g. på engelsk, eller har du et helt andet sprogspørgsmål, så tag fat i mig.
Ifølge det internationale magasin Forbes (2013) signalerer godt sprog: ’Attention to detail’, ’Critical thinking’ og ’Intellectual aptitude’. Omvendt sjusker man med sproget, kan det ifølge Forbes være en karrierebremse og resultere i svigtende indtægt for en virksomhed.