Ét eller to ord – ‘udenfor’ eller ‘uden for’?
Ord som ‘udenfor’, ‘indenfor’, ‘opad’, ‘oveni’ eller ‘henad’ driller ofte danskerne. Disse ord bruger vi til at beskrive en bevægelse eller en placering af et objekt. Men hvornår er det nu, at man skal skrive dem i ét ord – ‘udenfor‘ – og hvornår er det korrekt at skrive dem i to – ‘uden for‘?
Svaret på dette var tidligere relativt let. Her var nøglen at kigge på, om der kom noget efter ordet/ordene i sætningen. Kom der noget efter i sætningen, skulle det nemlig være i to ord. For eksempel:
+ Lasse stod uden for inspektørens dør
+ Hunden løb hen ad gaden
+ Mælken kogte over og løb ud over hele komfuret
I hver af sætningerne følger de blå ord henholdsvis “inspektørens dør“, “gaden” og “hele komfuret“. Sidstnævnte er navneord, hvad der gør de blå ord til ‘forholdsord’ (præpositioner), som altid skulle skrives i to ord.
Det var enkelt… Det er det ikke helt mere!
Uden ‘forhold’ er man alene i enden
Følg lige med her. Som du kan se, står ordene i eksemplerne i ‘forhold‘ til noget (hvorfor de oftest placeres i kassen med ‘forholdsord’). Men hvis de nu IKKE står i ‘forhold‘ til noget, hvad så? Det gør de typisk ikke, når de står i slutningen af en sætning, hvor de ikke står i forhold til et navneord:
+ Lasse stod på sidelinjen og følte sig udenfor
+ Siden skandalen er aktiekursen bare gået nedad
+ Braget fra lynet kom først bagefter
Som nævnt var ovenstående tidligere eksempler faste regler i dansk retskrivning. Men sproget udvikler sig jo som bekendt, og modsat hvad mange måske tror, så er Dansk Sprognævn ikke sprogpoliti; men et observant organ, som lytter til, hvordan danskerne bruger sproget og retter retskrivningsordbøgerne løbende ud fra det.
Og da danskerne bare ikke kunne finde ud af ovenstående, besluttede Sprognævnet at det skulle være valgfrit, om man skriver ‘udenfor’ eller ‘uden for’… Og så alligevel ikke helt **SUK!**
Anbefaling: Hold dig til de gamle regler
Reglerne er nemlig således fat, at alle sætninger herunder (<– Bemærk: Ét ord) er korrekte ifølge de nye regler:
+ Lasse stod uden for inspektørens dør
+ Lasse stod udenfor inspektørens dør
+ Koppen landede lige oven i lagkagen
+ Koppen landede lige oveni lagkagen
Nu skal jeg ikke være sippet. Men det ville i nogle henseender være bedre om sprognævnet havde holdt fast i de gamle regler; fordi…
Både er der undtagelser fra ovenstående, og samtidig kan sætninger få helt forskellige betydninger, alt efter, hvordan du skriver ordene. Det er pænt forvirrende. Se her:
+ Han gik opad på vejen (han bevægede sig fysisk op ved at følge vejen)
+ Han gik på vejen opad (han fulgte en vej, som gik op på bjerget)
+ Han gik op ad vejen (han fulgte en tilfældig vej – ikke nødvendigvis fysisk op)
Der er til gengæld ingen diskussion i nedenstående eksempel:
+ Det var som om, at vejen kun gik opad
÷ Det var som om, at vejen kun gik op ad
Det sidste er bare forkert. Punktum!
Betydningen skifter, når du skifter fra ét til to ord
Mange har den holdning, at det da er fløjtende ligegyldigt, om man skriver ‘forholdet’ i ét eller to ord. Den holdning må de naturligvis gerne have… Det er bare forkert!
Dansk Sprognævn bruger selv nogle gode eksempler, som fint illustrerer mulige betydningsforskelle:
+ Han trådte frem for Kongen (han stillede sig op foran Majestæten)
+ Han trådte fremfor Kongen (han tog et skridt i stedet for Majestæten)
+ Du kan køre med ind til Roskilde (Du kan køre med mig til Roskilde)
+ Du kan køre med indtil Roskilde (Du kan kun køre med til Roskilde. Så må du taget toget derfra)
Jeg kunne tilføje:
+ Har Lasse tag over hovedet? (Har Lasse et sted at bo?)
+ Har Lasse tag overhovedet? (Har Lasse lidt eller intet tag på sit hus? Alternativt: Har han fat?)
+ Kommoden passede indimellem (Kommoden passede fra tid til anden ind)
+ Kommoden passede ind imellem (Kommoden kunne lige stå imellem de to døre)
Der står jo næsten det samme – og så alligevel slet ikke. Alle sætninger er korrekte. Men de betyder noget forskelligt hver især.
Du kommer derfor til at lyve, når du hævder, at Lasse har tage over hovedet, når der overhovedet ikke er tag på hans hus. See the point?!
Forstærkende udtryk er altid i ét ord
Vi har i sproget udviklet nogle kraftudtryk, som vi bruger til at understrege noget ekstraordinært. Det kan for eksempel være ord som:
+ Allerværst el. allerbedst
+ Smadderærgerligt
+ Superdejligt
+ Ultralækkert
+ Dødsensfarlig
Disse ord skal som hovedregel altid skrives i ét ord. Men vær dog også her opmærksom på variationer i betydninger. Der er for eksempel forskel på, om man har vundet en ‘kæmpe sejr‘ eller har vundet en ‘kæmpesejr‘.
Hvad som helst er altid i tre ord
Inden jeg sender dig berriget og opløftet tilbage til virkeligheden, så husk også, at følgende – modsat ovenstående – aldrig står i ét ord:
+ Hvad som helst (ikke hvadsomhelst)
+ Hvor som helst (ikke hvorsomhelst)
+ Ingen som helst (ikke ingensomhelst)
+ Når som helst (ikke nårsomhelst)
Er det ikke vidunderligt?! Det var bare lidt ekstra information (vi kunne kalde det ‘ekstrainformation‘)
Følger du linket til Dansk Sprognævn ovenfor (<– ét ord), så finder du meget mere om disse kryptiske forholdsord og/eller biord, som kan drille travle tekstforfattere.
Har du konkrete spørgsmål til emnet – eller noget andet om kommunikation, journalistik og godt sprog – så tøv ikke med at række ud. Kontaktoplysningerne finder du under menupunktet ‘Kontakt‘.
Ifølge det internationale magasin Forbes signalerer godt sprog: ’Attention to detail’, ’Critical thinking’ og ’Intellectual aptitude’. Omvendt sjusker man med sproget, kan det ifølge Forbes være en karrierebremse og resultere i svigtende indtægt for en virksomhed.